Københavns Naturskoles didaktik

Her kan du finde en gennemgang af Københavns Naturskoles didaktiske og pædagogiske metoder samt vores tilgang til formidling af naturen målrettet børn og unge.
Nogle eksempler på hvad elever kan gøre når de besøger Københavns Naturskole

Københavns Naturskoles didaktik tager udgangspunkt i den nordiske tradition for naturvejledning. Gennem lærerige, sanselige og dannende aktiviteter tilbyder vi københavnske børn og unge muligheden for at reflektere over relationerne mellem menneske og natur. Omdrejningspunktet i vore aktiviteter er et stærkt naturfagligt fundament med inspiration fra indlæringstaksonomien, bl.a. Blooms taksonomi, hvor man skal kunne huske og forstå et begreb, inden man kan analysere og evaluere det. 

Naturskolens praksis bygger på tre grundsten: det gode grej, lokalkendskab og den gode aktivitet

De tre grundsten:

Vis alle

Det gode grej

Det gode grej, i Københavns Naturskoles forståelse, omfatter alt fra klassesæt af stereolupper og kikkerter, specialiseret fotoudstyr til produktion af naturdokumentarfilm, save, økser og knive til arbejde i skoven.

Vi råder også over klassesæt af soveposer samt telte til overnatning i naturen men inkluderer også adgang til større dyr til dissektion, en biodiversitetsskov og levende mus. Det er alt sammen udstyr, som skoler i en storby normalt ikke har adgang til, og heller ikke nødvendigvis har kompetencer til at betjene - eller tid til at holde funktionelt og opdateret.

Lokalkendskab

Københavns Naturskoles medarbejdere har et indgående lokalkendskab til de naturområder, de underviser i, både geografisk og biologisk, og har et netværk af kollegaer og samarbejdspartnere, som altid kan supplere med yderligere viden. De ved; hvad der sker lige nu, og hvor og hvornår det et bedst at udføre diverse aktiviteter. Det kunne eksempelvis være den bedste tid til svampeindsamling, fiskeri efter hornfisk, de bedste steder til sankning af friske urter og ugens hotteste fuglelokalitet. Selv erfarende lærere fra velforsynede skoler kan have gavn af at konsultere os, uanset om de har booket et forløb med en naturvejleder eller planlægger en ekskursion på egen hånd.

Den gode aktivitet

På Københavns Naturskole er den gode aktivitet, med højt læringspotentiale, en aktivitet som inddrager alle sanser, og hvor hele kroppen er i spil. Der er et smagselement i de fleste af Naturskolens aktiviteter, man skal altid føle og bruge sine hænder, og naturens lyde og dufte er ofte genstand for særlig opmærksomhed under forløbet. Man kan trods alt ikke læse sig frem til duften af nyudsprungne slåenblomster eller smagen af friskrøget hornfisk, og sanseoplevelser kan bruges som knager til at hænge viden og begreber på, så de bedre kan huskes. Hele kroppen er i gang, når man skal save brænde til dagens urtesuppe, og følelsen af at være omringet af hundredvis af bier, når man besøger bigården i en biavlerdragt, er også svær at læse sig til. Den gode aktivitet rummer praktiske opgaver og giver plads til elevernes forskellige læringsstrategier, hvilket udfordrer de faste roller eleverne imellem og sætter ofte varige spor i klassernes sociale dynamik.

Den gode aktivitet hos Københavns Naturskole bygger dog grundlæggende på en masse spændende faglighed og er planlagt og udviklet med særligt fokus på de faglige mål, der kan være svære at honorere i traditionel klasserumsundervisning. - Og selvfølgelig er der aktiviteter til næsten alle skolens fag!

Kontakt

Københavns Naturskole

Granatvej 11

2770 Kastrup