Bæredygtig Generations faglige rammer
Hvordan får vi de kommende generationer med på den bæredygtige omstilling, når selv de voksne har svært ved at engagere sig?
Det handler om at give børn og unge mulighed for at få indflydelse og kombinere brede politiske perspektiver på tværs af bæredygtighed og byudviklingstematikker. Det handler også om at vise, at klimaproblematikker er til stede i så konkrete steder som skolegården, klasselokalet, daginstitutionen og elevernes egne hjem.
Og så handler det i høj grad om at skabe nye fællesskaber, hvor alle evner bidrager til at gøre en samlet forskel.
I Bæredygtig Generation tror vi nemlig på, at børn og unge ikke kun er fremtidens voksne, men at de allerede i folkeskolen kan komme med selvstændige perspektiver, der kan løfte det fælles arbejde inden for bæredygtig byudvikling.
Dette er kernelementer bag vores arbejde i Bæredygtig Generation, hvor vi hver dag klæder ikke bare skolebørn, men også ledere, lærer, pædagoger og personalegrupper på til at skabe læringsmiljøer, der naturligt motiverer børn, unge og voksne til at tage initiativ og ansvar for den bæredygtige omstilling og levevis i storbyen.
For at gøre det tydeligt, hvad man bedst kan bruge os til, har vi udvalgt nogle temaer, der er særligt relevante at arbejde med hos os:
Temaer
Vis alle
Bæredygtig byudvikling
København er i konstant udvikling -ikke mindst i forlængelse af den bæredygtige udvikling. Vi tilbyder derfor undervisnings- og inddragelsesforløb, der styrker unges viden, opmærksomhed og stemme, der skal bidrage til at sikre en bæredygtig og inkluderende byudvikling i Københavns Kommune.
Ressourcer, affald og genbrug (cirkularitet)
At have en forståelse for vores ressourcer og forbrug af disse er vigtigt for at kunne agere mere bæredygtigt nu og i fremtiden. Generation Bæredygtig tilbyder forløb, hvor børn og unge indføres i affaldshierarkiet, cirkulær tankegang og gøres klogere på affaldsforebyggelse, genbrugssystemet og energibesparelse.
Demokratisk dannelse
At blive en ansvarlig og myndig demokrat er centralt for at kunne handle konstruktivt på viden og holdninger. I Bæredygtig Generation arbejder vi derfor med at styrke børn og unges fornemmelse for medborgerskab og demokratiske handlekompetencer i sager, der vedrører dem.
Kompetenceudvikling
Vi tilbyder faglig sparring gennem workshops, kurser og oplæg målrettet skoleledere, lærere og pædagoger, så de klædes på til at skabe grøn og inddragende forandring på skolen, i KKFO’en og på UngeVærket.
FN's Verdensmål
Hos Bæredygtig Generation er fokus fra forskellige af FN’s verdensmål integreret i alle undervisningsforløb, oplæg og workshops.
For os handler det om at åbne børn og unges horisont og bidrage til, at de lærer at forbinde vaner og gøremål i deres eget privatliv med resten af byen, landet og verden. Vi har særligt fokus på nedenstående fire verdensmål:
4: Kvalitetsuddannelse
7: Bæredygtig energi
11: Bæredygtige byer og lokalsamfund
12: Ansvarligt forbrug og produktion