Øresundsmiljøskolens fysiske rammer
Her kan I få et overblik over vores hus og udearealerne på Carls Bastion, havnebassinet og stranden ud for huset, vores båd og endeligt de andre lokaliteter med strand og hav rundt om byen, som vi benytter jævnligt.
Carls Bastion
Vis alle
Vores hus og udearealerne på Carls Bastion
På Carls Bastion på Christians Havn, lige ud til havnen, ligger Øresundsmiljøskolen.
Det første I møder, når I besøger os, er vores smukke hus fra 1690, som oprindeligt er bygget til opbevaring af krudt. Der er kun selve bygningen, der er tilbage fra den tid. I dag rummer huset vores Miljøskole til fascination og formidling af Øresunds natur.
Vi har en masse flotte akvarier med dyreliv fra havnen og Øresund, som ofte er fanget af elever, der har besøgt os og været med på havet. En tur med hænderne i vores store rørebassin er næsten altid en del af oplevelsen, når man besøger Øresundsmiljøskolen
Huset er også vores undervisningslokale og havlaboratorie, som er fyldt med alverdens nyt og gammelt udstyr til udforskning af havets natur.
På udearealerne, omkring huset, har vi vores bålsteder, arbejdsborde, bænke og vores stejleplads. Det er her, vi tømmer og renser fiskegarn, som vi henter ind året rundt, fyldt med fisk, frisk fra Øresund.
Erdkehlgraven
Vis alle
Havnebassinet og stranden ud for Øresundsmiljøskolen
Vi har noget særligt, som vi er meget glade for. Vi er midt i havnen og midt i byen, og så har vi en strand med lavt vand og et mylder af liv. Erdkehlgraven hedder havnebassinet ud for Miljøskolen. Stranden, med den glidende overgang til det dybe vand, er rum for mange af vores aktiviteter. Fiskeri efter liv på det lave vand er ofte en del af et besøg på Øresundsmiljøskolen, både for små og store.
Rørskoven, i vandkanten, fungerer nærmest som en bardehval, som sier vandet for en masse af det affald, der ender i havnen. Undervisningsforløb om udledning af stoffer og plastikaffald i havet starter ofte her.
Fra vores store flydebro har man adgang til det lidt dybere vand. Det er her, vi lægger til med vores båd, Knurhanen, og så er det her, der ligger børn på maven og fisker krabber hele sommeren.
Knurhanen
Vis alle
Vores båd
Velkommen ombord på vores dejlige båd, Knurhanen. Hele sommerhalvåret tager vi elever med ud at sejle i havnen og på Øresund. Knurhanen er vores adgang til det store hav og til ture rundt for at udforske havnen.
- Det er i Knurhanen, vi sejler ud for at opleve det naturskånsomme fiskeri med fiskegarn.
- Det er i Knurhanen, vi sejler ud og laver miljøundersøgelser.
- Det er i Knurhanen, vi kommer helt tæt på de store vindmøller på havet.
- Det er i Knurhanen, vi sejler til middelgrunden for at hente fiskeruser og opleve det klare vand og den smukke havbund.
- Det er i Knurhanen, man mærker bølgesprøjt og får vind i håret.
- Det er i Knurhanen, eleverne ser deres by fra vandet.
- Det er i Knurhanen, eleverne kan komme med på fisketur og lærer at bruge en fiskestang og måske fanger en sild.
- Det er i Knurhanen, vi pludselig møder en nysgerrig sæl som kigger, en sule som styrtdykker som en pil mod en fisk, en flok marsvin, der viser ryg og haler mod det blanke vand, farvestrålende savgylter og panserulke, titusindvis af skarv som letter med sus og brus, en kæmpe pighvar, som spræller i garnet.
Om sommeren kan alle elever, fra og med 5. klasse, komme med på vandet.
Vi elsker at være på vandet, og vi glæder os til at have jer med ud at opleve vores fantastiske Øresund.
Om sikkerhed når vi sejler
Sikkerheden er i top, når vi sejler i Knurhanen. Båden bliver synet hvert andet år og er godkendt af Søfartsstyrelsen til sejlads med passagerer.
Herunder kan du downloade vores sikkerhedsinstruks, som er en komplet beskrivelse af bådens sikkerhedsudstyr og vores procedure for sikkerheden ombord.
Af sikkerhedsmæssige årsager sejler vi kun, når vandtemperaturen er over 10 grader. Derfor kan vi aldrig sige præcist, hvornår sæsonen starter og slutter.
Om vinteren er det kun Søren og Jonas, der sejler. Det kan f.eks. være for at hente et fiskegarn ind til en klasse, der venter på Miljøskolen.
Andre lokaliteter
Vis alle
Strand, hav og andre steder omkring byen, som vi benytter jævnligt
Huset på Refshalevej er udgangspunktet for de fleste af vores undervisningsaktiviteter, men vi vil også gerne møde jer andre steder, hvor der er spændende marin natur, som vi sammen kan udforske.
Det kan f.eks. være på Svanemøllen strand, hvor der er en fin bund til fiskeri med rejenet, stenmoler hvor man kan fiske krabber og en bro, hvor man kan stå og bjærge en ruse.
Eller ved den lille lystbådehavn i Nordhavnen, hvor der er godt at fange hornfisk, er der også fantastiske store alger, og så kan man samle østers på stenene.
Det kunne også være Amager Strandpark, hvor der er masser af plads og altid et sted at finde læ, når det blæser. Her kan man sanke muslinger og stryge rejer og lave smagsprøver på stranden, og så er det et rigtig godt sted at snorkle.
Kontakt
Øresundsmiljøskolen
Carls Bastion, Refshalevej 20