Naturkoloniernes faglige rammer

Naturkolonierne arbejder primært inden for temaerne naturdannelse, friluftsliv, mad, bevægelse og trivsel.

Vores beliggenhed, omgivet af vild natur med egne udendørs overnatnings- og madlavningsfaciliteter, giver eleverne mulighed for at udfolde sig i naturlige og trygge rammer.

Temaer

Vis alle

Naturdannelse

I forhold til vores arbejde med naturdannelse mener vi ikke, at eleverne blot skal lære om naturen. De skal i højere grad lære at være i naturen; at føle sig godt tilpas i naturen. De skal på sigt også få en forståelse for, at de selv er en del af naturen. Det lærer de nødvendigvis ikke af at være på Faglig Camp i to dage, men det kan være et skridt på vejen. At få lov til at sove udendørs sammen med ens klassekammerater er en kæmpe naturoplevelse, der skærper sanserne, og man oplever naturens lyde og dufte på en helt ny måde.

Friluftsliv

Naturkolonierne støtter, sammen med Københavns Naturskole, eleverne i at prøve kræfter med forskellige former for bæredygtigt friluftsliv. Ambitionen er, at eleverne tilegner sig færdigheder og generelt bliver inspireret til at bruge naturen som ramme for et aktivt liv ved at deltage i vores aktiviteter. 

Naturkolonierne har særligt fokus på friluftsaktiviteter, hvor eleverne mærker naturen på egen krop og hvor elevens sanser og kompetencer kommer i spil. Vores friluftsaktiviteter på og omkring Kattinge Værk vil alle have fokus på trivsel og naturligt bringe klassens og elevernes sociale kompetencer i fokus. Alle vores friluftsaktiviteter vil indeholde konkrete færdigheder, fysisk aktivitet og viden om naturen. Dette er med til at fremme elevernes naturdannelse, sundhed og trivsel. Det gælder bl.a. shelter og vinterovernatning, mountainbike, orienteringsløb, SUP-board sejlads, kano, Adventure Race, samarbejdsforløb, Båleksperten, sankning, bålmad, fiskeri m.m.

Mange af vores øvrige læringsaktiviteter på Naturkolonierne indeholder ligeledes elementer af friluftsliv i større eller mindre grad.

Mad

Blandt rådyr, fuglefløjt og den gamle æblelund, finder man Naturkoloniernes lejrplads på Kattinge Værk. Med bålplads, bålhus, shelter, en tipi, udekøkken og urtehave er der masser af plads til, at skoleklasser og institutioner fra Københavns Kommune kan deltage i vores mange madformidlingsforløb sammen med vores natur- og friluftsvejledere. 

Nogle af forløbene vi tilbyder er: frokost/aftensmåltid over bål, Food Camp, Brød over bål, Svampesymfoni over bål, sanketure mv. 

På Kattinge Værk har vi fokus på årstidsbestemte råvarer, der dyrkes i lokalområdet omkring Roskilde. Derfor har vi lokale samarbejdspartnere, hvorfra vi får leveret grøntsager lige fra jorden omkring os til undervisningsbordet ved vores lejrplads. 

Med en fletkurv i hånden, tager vi ofte eleverne med på sanketure gennem Kattinge Værks naturlige omgivelser, langs fjorden og dybt ind i Boserup skov. Afhængigt af årstidens skiften, identificerer vi naturens skatkammer af spiselige planter og ved hjælp af vores sanser, viden og kreativitet, forvandler vi disse planter til kulinariske smagsoplevelser over bålets knitrende flammer

Eleverne tilbereder forskellige råvarer i grupper, hvor retterne til slut bliver sat sammen og skaber et måltid, som vi præsenterer for hinanden og nyder i fællesskab. Igennem undervisningsforløbene får eleverne en bred vifte af færdigheder og erfaringer indenfor mad, natur, bæredygtighed, samarbejde, overblik, planlægning mv. 

Fra dutchovens til omniaovne, fra trangia til røgeovne – vi udforsker forskellige tilberedningsmetoder og værktøjer, der kan anvendes ved madlavning i naturen. Derudover har vi fokus på, hvordan elever kan eksperimentere med teksturer og integrere de 5 grundsmage i måltiderne. 

Hos Naturkolonierne er vores madforløb over bål er ikke kun en kulinarisk oplevelse, men også en rejse madmod og imod bæredygtighed og klima-venlighed. Vi dyrker vores egne krydderurter og rister egne krydderiblandinger, laver tangpesto fra fjorden og sirup af forårets blomster. Vi inspireres af smagsoplevelser fra alle verdenshjørner, mens vi forankrer vores tilgang i det lokalproducerede og sæsonbestemte.

 

Inden for madformidling over bål, tilbyder vi mange forskellige slags madforløb. Det kan være alt lige fra snacks, bagning, pizza, syltning, båldesserter og til større måltider såsom frokost eller aftensmad. 

Eksempler på større måltider tilberedt over bål kunne for eksempel være:

Blåmuslinger med fløde, spidskål, frisk pasta, citronpesto og bålbagt urtebrød.

Paneer tikka masala med ramsløgsbrød, raita og koriander. 

Plankelaks med skovurter, grillet asparges, friterede kapers og nye danske kartofler.

Grillet svampe-barbecue sandwich med sprød salat, skovsyre og Vesterhavsost

Røget makrel med rygeostecreme, friske radiser, blomsterkarse og citronolie. 

 

Hos Naturkolonierne er vi meget fokuseret på det bæredygtige, klimavenlige måltid.

Vi kværner og rister vores egne krydderier, så de kan duftes helt ind i skoven. 

Vi laver vores egen urtesalt, med urter fra skovbunden.

Vi ryger blåmuslinger og laver tangpesto fra fjorden.

Vi eksperimenter med bælgfrugters mange egenskaber.

Vi har et stort fokus på at undgå madspild.

Vi handler lokalt.

Trivsel

Inden for Uddannelse for Bæredygtig Udvikling arbejder vi målrettet med det tredje, og til tider lidt ”oversete” ben: Den Sociale Bæredygtighed. Vi har, i tæt samarbejde med klassens primære voksne, fokus på den enkelte elevs rolle i klassefællesskabet. En af vores vigtigste målsætninger er at give eleverne succesoplevelser med hjem fra vores læringsforløb. Dette gør vi blandt andet ved at give eleverne passende og tilpassede udfordringer, som primært skal løses i samarbejde med klassekammerater. Vi har også mulighed for at give elever succesoplevelser ud fra personlige udfordringer såsom mountainbike eller SUP-board.

Bevægelse

Naturkolonierne har et stort fokus på børn og unges bevægelse og kropslig aktivitet. Mange af vores forløb har bevægelse, koordination og balance som et selvstændigt mål. At cykle mountainbike i en skov er for eksempel en meget anden og på andre måder udfordrende aktivitet end at cykle på en cykelsti i København. Der er rødder, træer, små sving, huller og mudder, man konstant skal forholde sig til, men ikke så mange lastbiler og færdselsregler. I flere andre forløb er bevægelsen et ekstra lag i en læring, der f.eks. er målrettet madformidling eller biodiversitet. Vi bevæger os ofte over større afstande, når vi sanker urter eller tang i naturen, når vi undersøger svampelivet i skoven, eller når vi skal finde det gode spot til at fange hornfisk i Roskilde Fjord. 

Kontakt

Naturkolonierne, Kattinge Værk

Boserupvej 150

4000 Roskilde