Science center: Elevforløb og skolesupport
Elevforløbene understøtter Fælles mål og Fælles faglige fokusområder. Forløbene er alle hands-on, hvor elever inddrages gennem et fælles tredje. I løbet af året tilbyder E&V en række forskellige forløb, herunder endags-forsyningsforløb, todages forløb, ugeforløb samt forløb, der strækker sig over længere perioder. Udover standardforløb for skoleklasser, tilbyder E&V også skole/erhvervsforløb, talent-forløb samt turbo-forløb.
Forløb for 0.-2. klasse
Vis alle
Vandets kraft
Kom og oplev vandets kraft: Pump din families vandforbrug, red bondegården fra oversvømmelse, transportér bådene gennem slusesystemet og oplev dyrene i søen.
Forløbet har fire centrale temaer: Vand og energi, vand og transport, vand og landskabsændringer og vand og liv.
Mit lys, vand og varme
Kom og oplev, hvordan forsyningen med el, varme, vand, samt bortskaffelse af spildevand, har ændret sig gennem de sidste 150 år. Bag små pandekager på brændekomfuret, løb lorteløb, dyp stearinlys og besøg H.C. Andersens gamle skidne København.
Vandheltene på besøg på jeres skole
Få besøg på jeres skole af vandhelten og vandskurken!
Vi laver sjove læringsaktiviteter om den rolle vand har i vores hverdag, samt hvordan og hvorfor det er vigtigt at spare på vandet.
Vandheltene underviser i jeres aula, gymnastiksal, hal eller lignende.
Forløbet skal bookes til to klasser sammen.
Forløb for 3.-4. klasse
Vis alle
Vandets vej gennem tiden
Følg vandets vej i naturen og samfundet.
Lær om, hvordan vi fik vand, dengang København havde rendestene og kravl en tur i kæmpetoilettet.
Forløbet udbydes hele året.
Energiens vej gennem tiden
Følg energiens vej gennem samfundet, fra kraftvarmeværk til forbruger, og bliv klogere på, hvordan mennesket har brugt energi gennem tiden, fra jægerstenalderens levende ild til nutidens vedvarende energi.
Vi afprøver, hvordan isolering kan hjælpe med at holde varmen i kæmpefryseren og ser, hvordan fremtidens teknologier kan hjælpe os med at spare på energien i vores smarthouse.
Forløbet udbydes hele året.
Din klimatilpassede by
Red byen fra oversvømmelse, lav vejr-observationer og lær om fremtidens vilde vejr med den interaktive 3D-model. Bliv klogere på, hvad du selv kan gøre for at klimatilpasse dit hus.
Forløbet udbydes hele året.
Forløb for 5.-6. klasse
Vis alle
Vandets vej - Bæredygtig forsyning
Følg vandets vej gennem samfundet og bliv klogere på, om vores eget vandforbrug er bæredygtigt. Kravl gennem kæmpe-toilettet og bliv klogere på globale forskelle i drikkevandsproduktion.
Forløbet udbydes hele året.
Energiens vej - Bæredygtig forsyning
Følg energiens vej gennem samfundet, bliv klogere på drivhuseffekten, CO2, samt de vedvarende og fossile energikilder. Tag på rejse i vores Smart House og test et bæredygtigt energiforbrug.
Forløbet udbydes hele året.
Forløb for 7.-9. klasse
Vis alle
Bæredygtig energiforsyning i Hovedstadsområdet
Lær om Hovedstadens bæredygtige energiforsyning, og hvordan vi får CO2-neutral energi i fremtiden.
Vi arbejder hands-on med fysikbegreberne: Elektromagnetisme, induktion, transformation og modstand. Vi tester en vindmølle i vindtunnellen og finder ud af, hvordan generatoren skaber strøm gennem induktion.
Vi fyrer op i kraftvarmeværket og lærer om frekvens i elnettet. Vi tester elektromagnetisme og transformation af strøm i elmasterne og måler modstanden. Eleverne arbejder dagen igennem som 'energi-planlæggere' og vil desuden få en forståelse for begreberne energisikkerhed, effektivitet og vedvarende energi. Endelig vil eleverne få en forståelse for fysikken bag hovedstadsområdets energiforsyning, og hvorfor det er vigtigt at have et effektivt, fleksibelt og CO2-neutralt energisystem fra kraftværk til forbruger.
Forløbet kan kombineres med forløbet, Fremtidens bæredygtige storbyer, og anvendes som fællesfagligt fokusforløb.
Forløbet udbydes hele året.
Drikkevandsforsyning i Hovedstadsområdet
Et fællesfagligt fokusforløb hvor vi arbejder med vandforsyningssystemet, bæredygtig vandindvinding og forbrug, nye og gamle teknologier samt naturgrundlagets betydning for vandforsyningen. Vi arbejder hands-on med principperne bag et vandtårn, blødgøring af drikkevand, interessekonflikter ved vandindvinding m.m.
Forløbet udbydes hele året.
Forstå klimaforandringer gennem data
Eleverne arbejder med kritisk matematik, Factfulness og størrelsesordener og udforsker tal og data om klimaforandringer og løsninger.
Eleverne får kompetencer til at forholde sig kritisk og trygt til informationsstrømmen samt deltage demokratisk i klimadebatten.
Forløbet udbydes hele året.
Fremtidens bæredygtige storbyer
Vi undersøger energiressourcer, naturgrundlag og kulstofkredsløb for fire globale storbyer. Med udgangspunkt i Københavns Klimaplan, om at blive CO2-neutral i 2025, bliver vi klogere på byernes rolle i at skabe en bæredygtig og CO2-neutral fremtid.
Forløbet udbydes hele året.
Harrestrup Å – hvordan klimatilpasning gør din by grønnere
Få fortællingen om Harrestrup Å som Danmarks største klimatilpasningsprojekt - fra gemt spildevandskanal til levende klimatilpasningsvandløb. Vi undersøger, hvordan vi kan designe fremtidens by til både at håndtere skybrudsvand og have grønne og attraktive byrum.
Lær om skybrud og smarte grønne løsninger for klimatilpasningen af Harrestrup Å. Brug geografiske kort og interaktive modeller til at blive klogere på nedsivning, vandmængder, højdeforskelle og terræn langs åen. Bliv klogere på, hvordan klimatilpasningen af Harrestrup Å er med til at omforme hele vores by, så der skabes grønne byrum samtidig med, at vi håndterer skybrudsvandet.
På forløbet kan du opleve:
- En dronefilm om Harrestrup Å set i VR briller.
- En rundtur i vores showroom ’Klimatilpasning af Harrestrup Å’ med interaktive touchvægge og modeller.
- Et ægte skybrud og undersøgelse af hvordan vi kan styre vandet langs Harrestrup Å med smarte grønne klimatilpasningsløsninger.
- Gruppeopgaver med forsøgsopstillinger, hvor vi bl.a. tester nedsivning af skybrudsvand og laver kortanalyser af Harrestrup Å.
- Forløbet er målrettet folkeskolens 7.-9. klassetrin i de ti kommuner der er med i Harrestrup Å projektet.
Forløbet udbydes hele året.
Klimatilpasning – teknologiens betydning i byen
Lær om skybrud samt smarte og grønne løsninger for klimatilpasning af Harrestrup Å. Brug geografiske kort og interaktive modeller til at blive klog på nedsivning, vandmængder, højdeforskelle og terræn langs åen. Find smarte og grønne løsninger på klimatilpasning, og lær om hvordan man arbejder med økosystemtjenester, når man planlægger fremtidens klimatilpasning.
Forløbet udbydes hele året.
Søens økosystem og klima
Udforsk søens dyre- og planteliv fra vores båd på Damhussøen og arbejd med søens fødekæder og næringsstoffer. Mål sigtbarhed, tag vandprøver og fisk efter plankton og bunddyr.
Forløbet udbydes fra 1. maj-30. oktober.
Skolesupport
ENERGI & VAND supporterer skoler ved at danne partnerskaber med de enkelte skoler. Her støtter vi skolerne med at lave progressionstænkning i læreplanerne samt progressioner på tværs mellem faglighederne i skolernes STEM-teams inden for ENERGI & VANDs arbejdsfelt.
Kontakt
ENERGI & VAND - Greater Copenhagen Living Lab
Roskildevej 213