Natur

Når vi arbejder med natur, handler det om at øge børns viden samt praktiske erfaringer for derigennem at udvikle deres forhold til naturen.

Naturen er rammen for hovedparten af vores undervisningsforløb, da de fleste af vores eksterne læringsmiljøer er placeret ude i de forskellige naturtyper, som København og omegn rummer.

Her er der mulighed for at udforske og undersøge de naturfænomener, man kan møde på det pågældende sted. Når vi arbejder med natur, kan det være inden for alt fra grundlæggende undersøgelser af de levende organismer og deres samspil i økosystemerne, naturplejeforløb og friluftsliv i form af fiskeri, fuglekiggeri eller sankning. Vi styrker børnenes tilknytning til naturen, når vi kombinerer gode oplevelser i naturen med en dybere viden om naturen og praktiske erfaringer med naturen. Oplevelser, viden og erfaring med biodiversiteten omkring os stimulerer børnenes tilknytning til naturen og er en vigtig del af deres naturdannelse.